onsdag 13. januar 2021

Digt – Stille der i solen.

Stille der i solen, nu står ærligheden op.
Stop nu op, den viser mig en top.
Stille der i larmen, nu får kærligheden krop.
Se op, det er bare dit hjertes hop.

Jeg sidder trygt og varmes.
Altid vil jeg forbarmes.
Der gives mig det mærke,
Du er den stærke.

Jeg higer efter mere,
Og ser kulden viger fra flere.
Væk fra deres hjerter,
Den gav så mange smerter.

Kærlighed gør solen stolt.
Lyset har så mange forvoldt.
Tillid, tro og glæde holdt.

Tak du solens stråler
du gav mig der en måler.
For hvad kærligheden egentlig tåler.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Digt: Den healende harmoniske kraft

"Jeg flyder på vandet, som en nøkkerose i sin dam. En lotus i sit nærende element. Flyder på overfladespændingens bevægelige og sårbare styrke. Forankret til bundens dybe muld med rodens genopdagede kraft fra erfaringernes tid. Under mig er der mørkt vand. Over mig er...

læs mere

Blogindlæg: Overflod af “hvad”?, og Hvordan?.

Med oplysning følger ensomhed. Men også bevidstheden om at vi er flere. Og vi bliver flere og flere, gudskelov...ventetiden har været lang. Kære lysarbejdere find sammen. Giv og del. Når vi kan det uden tanke på, hvad vi selv får og kan tage. SÅ har vi en chance får,...

læs mere

Digt – Forårsfornemmelser.

"Svanetræk, sol og sigende symboler. Spirende grønt, en anelse forsømt, og dog så vordende skønt. Fuglekald, forventnings eksplosion og forførende følelser. Forårsdans, utålmodige kys og fornemmelsen af indre lys. Livgivende længsler, lettelse og trængsler for fredens...

læs mere

Nyt på Instagram